Forord

I efteråret 1998 gennemførte 18 deltagere fra de fynske gymnasier og 1 fra Syddansk Universitet, Odense, studierejser til tre rejsemål: Holland, Norge og Canada. Rejserne var arrangeret af Idégruppen i de fynske gymnasiers pædagogiske samarbejde, men detaljerne blev planlagt af de tre rejsegrupper selv.

De tre rejser skal ses som dels et pilotprojekt i den pædagogiske efteruddannelse af gymnasielærere, dels som inspiration til deltagelse i diskussionerne om gymnasieskolens udvikling og endelig som kvalificering af deltagerne til at indgå i et samarbejde med det nyoprettede Institut for Gymnasiepædagogik (DIG) ved Syddansk Universitet, Odense Universitet. Derfor var rejsemålene valgt med henblik på at kunne gøre os klogere på områderne skoleudvikling, læreruddannelse og forskning. I praksis gav de tre destinationer mulighed for at fokusere lidt forskelligt: Norge især på skoleudvikling og forskning, Holland på skoleudvikling, læreruddannelse og forskning og Canada på forskning og læreruddannelse og derudover på ledelse.

De umiddelbare erfaringer fra studierejserne, hvem der deltog, hvilke institutioner de besøgte m.m. har grupperne beskrevet i de tre rejserapporter, der blev udgivet i februar 1999 som baggrund for den nedenfor beskrevne konference. Rejserapporterne genoptrykkes her med få redaktionelle ændringer.

Den 8. 2. 1999 afholdt Idégruppen konferencen Hvad kan vi lære af udlandet med workshops om de samme temaer, som studierejserne havde haft i fokus: skoleudvikling, læreruddannelse, forskning og ledelse. I konferencen deltog omkring 80 fynske gymnasielærere, som diskuterede emnerne på baggrund af oplæg fra studietursdeltagerne og respons fra udvalgte gæster. Oplæg, respons og diskussionsreferater fra konferencen findes på s. 65-105. Indlægget fra gruppen, der havde ledelse som tema, har en lidt anden karakter end de øvrige, idet det er resultat af en længere proces: I tilknytning til studierejsen til Canada anmodede DIG rektorerne på Fyn om at overveje, hvad en dansk uddannelse på Master-niveau for (kommende) ledere i gymnasieskolen burde indeholde. Disse overvejelser blev lagt frem på konferencen som oplæg til drøftelse, og afsnittet om ledelse er resultatet af disse overvejelser og drøftelser.

Den samlede rapport er bygget kronologisk op, så den afspejler processen: rejser- konference; men den kan også med udbytte læses ikke-kronologisk og tematisk, da temaerne skoleudvikling, læreruddannelse, forskning og ledelse bliver gjort til genstand for refleksion i indledingen, diskuteret i referater og oplæg fra konferencen og beskrevet i rejserapporterne.

De første siders indledning har Jens Th. Bertelsen og Adda Hæstrup fra Idégruppen ansvaret for.

Idégruppen ønsker god fornøjelse med læsningen.

Download PDF → Eksternt link →

Fakta

Titel: Hvad kan vi lære af udlandet? Gymnasiepædagogik i Holland, Norge og Canada
Forfatter: Carsten Claussen & Adda Hæstrup (red.)
Institution: Sct. Knuds Gymnasium og HF-kursus, Svendborg Gymnasium
Udgivelse: Gymnasiepædagogik, Nr. 3, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet
Genre: Rapport
Omfang: 105
Årstal: 2000