1. Om progressionsundersøgelsen
Progression er blevet ét af nøgleordene i gymnasiereformen 2005. Der skal nu ikke blot være progression i de enkelte fag, men også fagene imellem, da der også i gymnasiereformen er et krav om øget samspil mellem fagene. I gymnasiet skal det naturvidenskabelige, det samfundsvidenskabelige og det humanistiske hovedområde spille sammen i almen studieforberedelse. Desuden skal fagene tones i forhold til en specifik studieretning. På hf er der med kultur- og samfundsfagsgruppen etableret et formaliseret samarbejde mellem to af hovedområderne. Derudover skal der sikres progression i arbejdsformerne og i evaluering.
Progressionsforestillinger er grundkomponenter i fagenes og faglærernes didaktiske selvforståelse. Al planlægning og tilrettelæggelse af undervisning bygger på mere eller mindre bevidste ideer om progression.
Gang på gang viser det sig det sig imidlertid, at det er svært for et fag at spille sammen med andre fag om at tilrettelægge progression. Hvorfor er det så svært? Det er ikke undersøgt, og skønt krav til progression i den nye reform er der ikke er givet nogen nærmere præcision af, hvad der skal forstås ved progression.
Nærværende undersøgelse skal ses på baggrund af kravet om progression, men også på baggrund af problemer med at honorere kravene om samspillet. Der er tale om en pilotundersøgelse, som har til formål at afdække de forestillinger om progression, der gør sig gældende inden for de forskellige fakulteter. Imidlertid har det ikke været intentionen at belyse, hvorledes kravene om progression indfries i forhold til 2005 reformen.
Undersøgelsen er blevet foretaget med støtte fra Undervisningsministeriets forsøgs- og efteruddannelsespulje og er udført af et konsortium med deltagelse af Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier/DIG på Syddansk Universitet, Dronninglund Gymnasium, Nørresundby Gymnasium og HF og Fredericia Gymnasium og HF. Undersøgelsen blev gennemført af lektor Aase Munk, lektor Bente Lukman Christensen, lektor Birthe Dalsgaard og lektor Henriette Knudsen, der alle er såvel gymnasielærere på de respektive skoler som efteruddannelseskonsulenter på IFPR/DIG. Konsulenter på undersøgelsen er professor Karen Borgnakke, tidligere IFPR/DIG – nu Københavns Universitet, og lektor Ellen Krogh, IFPR, Syddansk Universitet. Tegningerne i kapitel 2 er lavet af Simon Engelsted Vestergaard.
Grundlaget for undersøgelsen er stx og hf. Dette skyldes de deltagende læreres ansættelsessted og er ikke et bevidst fravalg af de øvrige gymnasiale uddannelser. Vi håber dog, at undersøgelsen frembringer så generelle og almene pædagogiske og undervisningsrelaterede betragtninger, at andre end stx og hf-lærere kan blive inspirerede.
Undersøgelsen bygger på fokusinterviews med 18 lærere fra de tre ovennævnte skoler. Vi har interviewet lærere fra hvert af de tre fakulteter. I udvælgelsen af lærere har vi bestræbt os på at få flest mulige fag repræsenteret. Det har imidlertid ikke kunnet lade sig gøre inden for undersøgelsens rammer at få alle fag med.
Følgende fag er repræsenteret fra de forskellige fakulteter:
Det humanistiske fakultet: Dansk, engelsk, spansk, historie og oldtidskundskab.
Det samfundsvidenskabelige fakultet: Samfundsfag, historie, psykologi og erhvervsøkonomi.
Det naturvidenskabelige fakultet: Matematik, fysik og biologi.
Hvert af undersøgelsens seks fokusinterviews var af to timers varighed. Lærere fra samme fakultet og samme skole blev interviewet sammen, dog således at hver lærer i første del af interviewet holdt et individuelt oplæg af 10-15 minutters varighed. Den enkelte lærer redegjorde her for, hvad vedkommende selv gør for at tilrettelægge progression i sit fag. Lærerne blev på forhånd bedt om både at tage udgangspunkt i et forløb/tema i faget og om at forholde sig til progressionen i hele fagforløbet. Anden del af interviewet gennemførtes som en dialog mellem de tre kolleger om væsentlige progressionsproblematikker 1 . Lærere og skoler er anonymiserede, idet vi refererer til den enkelte lærer via vedkommendes fag (fx Historielærer 2); et romertal refererer til en interviewgruppe på en af skolerne. Lars Løvlie skelner mellem tre pædagogiske refleksions- og praksisniveauer, som her kan fungere klargørende 2 . Forholdet mellem praksisniveauerne, forkortet til P1, P2, P3, kan beskrives således, at:
- P1 svarer til niveauet, hvor undervisningen gennemføres, den faktiske praksis. Befinder vi os på P1-niveau, befinder vi os altså i undervisningen.
- P2 er det niveau hvor undervisningen tilrettelægges, og hvor lærerne planlægger den kommende undervisning og diskuterer den igangværende. Her evalueres undervisningen også af lærere og elever. P2-niveauet er således om undervisning.
- På P3-niveauet meta-reflekteres undervisningen og begrundes teoretisk, filosofisk, politisk etc . som undervisning og målrettet pædagogisk handling.
Det interessante er i vor sammenhæng, at såvel spørgsmålet om progression som lærernes beretninger henviser til de forskellige niveauer. Gennem fokusgruppeinterviewet befinder lærerne sig – når de i interviewene taler om egen undervisning – på P2-niveauet. Samtidig refererer de fortløbende til P1-niveauet, de undervisningspraktiske handlinger, ligesom de begrunder progressionsspørgsmålet i skiftende faglige, didaktiske og pædagogiske vendinger på såvel P1-, P2- som P3-niveauet.
Med denne skelnen mellem praksis- og kompetenceniveauer 3 bevæger vi os ind i de krav, som gymnasiereformens implementering i praksis stiller til lærerne. Lærerne skal øge såvel planlægnings-, som gennemførelses-, og evalueringskompetencerne og i det hele taget øge det, som Erling Lars Dale har kaldt den didaktiske rationalitet og den pædagogiske professionalitet. Samtidig skærpes kravene til de enkelte faggrupper og tværfaglige team. I forhold hertil spiller som tidligere nævnt kravet om en øget progression og samspil mellem fagene en helt særlig rolle. Der er behov for viden om og refleksion over progression på alle niveauer.