»Projektarbejdsformen på hhx og htx« er skrevet på baggrund af et dokumentationsprojekt af samme navn, som Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (DEL) har gennemført for Undervisningsministeriet. Formålet med dokumentationsprojektet var at skaffe større indsigt i, hvordan eleverne faktisk arbejder og udvikler viden og kompetencer i de forskellige former for projektarbejde.

Dokumentationsprojektet var tilrettelagt som en både kvantitativog kvalitativ undersøgelse af seks skolers praksis med projektarbejdsformen: tre handelsskoler med hhx og tre tekniske skoler med htx.

Den kvalitative del var den primære undersøgelse og blev tilrettelagt som casestudier. Casebeskrivelserne bygger på data, indsamlet gennem observationer og interviews med elever, lærere og ledelse på de enkelte skoler.

Den kvantitative del af undersøgelsen bestod dels af en spørgeskemaundersøgelse blandt lærerne på de seks skoler om muligheder og barrierer ved at arbejde med projektarbejdsformen, dels en mindre undersøgelse blandt eleverne i udvalgte klasser om denne og andre arbejdsformer på uddannelsen.

Udvalgte resultater fra lærerundersøgelsen bliver fremstillet i et selvstændigt afsnit, hvorimod resultater af elevundersøgelsen er integreret i casebeskrivelserne.

Feltstudiet fokuserede på den pædagogiske praksis og især på den praksis, som udspiller sig, når eleverne arbejder projektorganiseret. Men lærerne er naturligvis også centrale aktører. Det er lærerne, som har planlagt undervisningen, og lærerne står for den undervisningsaktivitet, der udspiller sig, når eleverne arbejder med projekterne. Samtidig har skolens ledelse en del af ansvaret for rammesætningen, direkte gennem tildeling af rammer og ressourcer og indirekte gennem formulering af skolernes udviklingsmål og visioner, som projektarbejdsformen er en del af. Derfor er interviews, samtaler, løs snak med lærere og interviews med ledelsesrepræsentanter også en del af datagrundlaget for casebeskrivelserne.

Download PDF → Eksternt link →

Fakta

Titel: Projektarbejdsformen på hhx og htx: Casestudier i de erhvervsgymnasiale uddannelser
Forfatter: Anne-Grethe Madsen og Karin Løvenskjold Svejgaard
Institution: Nationalt Center for Erhvervspædagogik, Professionshøjskolen Metropol
Udgivelse: Gymnasiepædagogik, Nr. 59, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, s. 75-217
Genre: Forskningsrapport
Omfang: 143
Årstal: 2007