Jesper Tinggaard Svendsen spørger i afhandlingen til, hvilke forestillinger man gennem tiden har gjort sig om den rette medieundervisning i danskfaget og herunder til, hvilke medieteorier den institutionelle kontekst til forskellige tidspunkter har været forankret i. Endelig spørges der i forlængelse heraf til, hvilke implikationer disse teorier har haft for forståelsen af eleven som objekt for pædagogikken. Ad denne vej bliver forholdet mellem viden, magt og (ud)dannelsens subjekter helt centralt, og en fundamental tese for afhandlingen vil da være, at der med de enkelte teorier og metoder inden for mediedimensionen – og mere overordnet danskfaget – følger om ikke altid eksplicitte så i hvert fald implicitte syn på hvad hhv. individer og medier, men også kommunikation, samfund og dannelse og andre fundamentale størrelser, er og ikke mindst bør være. Undersøgelsen af disse fundamentale men også skiftende størrelser inden for mediedimensionen af danskfaget vil pege frem mod en diskussion af en række perspektiver, der af historiske grunde ikke rummes af mediebegrebet i dag.
Afhandlingen har således tre overordnede formål: (i) at afdække en del af gymnasiets danskfag, som ikke tidligere er blevet behandlet sammenhængende, (ii) på det teoretiske og metodiske plan at kvalificere en diskursanalytisk tilgang til at analysere pædagogiske tekster rettet mod uddannelsesinstitutioner samt (iii) at komme med bud på indsatsområder inden for mediedimensionen af danskfaget.