Flere og flere gymnasier er begyndt at arbejde med en læringscentreret tilgang til undervisning. Det er ikke noget tilfælde, at denne tilgang vinder frem på landets gymnasier i disse år. For det første er gymnasiet allerede præget af, at der formuleres resultatmål.
Resultatmålinger som karakteropgørelser, frafaldsstatistik og elevtilfredshedsundersøgelser er obligatoriske, og de politiske vinde blæser mod mere af den slags. I udspillet Gymnasier til fremtiden melder regeringen klart ud, at man ønsker at fastlægge klare nationale mål for kvaliteten i de gymnasiale uddannelser, så alle skoler arbejder i samme retning. Spørgsmålet er, hvordan vi bruger alle disse målinger, så de ikke virker som kontrol, men som didaktiske hjælpemidler. Hertil kommer, at den newzealandske forsker og professor John Hattie, der er ophavsmanden til begrebet synlig læring. Hattie har samlet over 800 metaanalyser af elevers opnåelse af mål. Hans undersøgelse er verdens største, og den ser på, hvilke faktorer der forbedrer elevernes præstationer. Hans gennemgående pointe er, at lærerne skal vide, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Derfor bør enhver lærer hele tiden stille sig selv spørgsmålet: Hvordan evaluerer jeg den effekt, min undervisning har på den enkelte elev?
Men når hele denne tilgang til undervisning er kommet i centrum, skyldes det antageligt også de udfordringer, det moderne gymnasium står overfor. Med de seneste års rekordhøje optag på stx-uddannelserne og de videregående uddannelser følger de udfordringer, det skaber for underviseren med at øge læringsudbyttet for alle i et fagligt differentieret læringsmiljø. Disse udfordringer fik i 2014 18 gymnasier til at gå sammen i et netværk med indblik på at udvikle et koncept for læringscentreret skoleudvikling.
Netværkets formål var via et samarbejde at udvikle en læringscentreret tilgang med fokus på: 1) kompetenceudvikling rettet mod øget professionalisering og kvalitetsudvikling af det arbejde, som finder sted på den enkelte institution ift. at synliggøre og løfte udbyttet af den enkelte elevs læring, og 2) en mere systematisk deling af de erfaringer, som skabes i forskellige skolekulturer.