Britisk forskning peger på, at undervisningsforløb, der involverer en medborgerskabsdimension, kan være katalysator for, at unge kan oparbejde evner til at deltage aktivt i de fællesskaber og det samfund, de er del af (Osler 2001). Med inspiration herfra udarbejdede lærere og ledere i forbindelse med et skoleudviklingsprojekt (se Korsgaard 2007) og med støtte fra forskere med tilknytning til DPU og Institut for Menneskerettigheder en såkaldt »fire-dimensionsmodel«, som kan støtte planlægningen og evalueringen af den type undervisningsforløb (Medborgerskabspædagogik 2011)1. Modellen består, som navnet afslører, af fire gensidigt forbundne dimensioner af undervisningen i form af viden, identitet, inklusion og kompetence. Den første omhandler opbygningen af viden om det specifikke tema, der arbejdes med, set i lyset af civile, politiske og sociale rettigheder m.m., fx viden om hvordan juridiske processer finder sted. Den anden vedrører udviklingen af identitet forstået som refleksioner over egne tilhørsforhold og holdninger til dilemmaer, konflikter og spændinger gennem mødet med andre positioner og identiteter. Den tredje dimension er inklusion som pædagogisk greb til at skabe medejerskab, engagement og tryghed til at deltage og som politisk greb til at sikre medbestemmelse og lige muligheder for deltagelse. Den fjerde og sidste dimension, kompetencer, betoner elevernes evner både til at mobilisere, formulere og argumentere inden for de kontekster, de er del af, og til at skabe mulighedsrum for aktivt at deltage i og give form til nye processer.
Man kan i den forstand sige, at undervisning, som har til hensigt at danne de unge til aktivt medborgerskab (Osler 2001), med fordel kan involvere et forløb, hvor viden om et felt bygges op omkring en handlingsdimension, som bringer viden i spil gennem den unges holdninger, medbestemmelse og deltagelse. Det er netop det, modellen forsøger at understrege.