Internationalisering er i løbet af de sidste ti år blevet et af de centrale indsatsområder i gymnasiet. Det skyldes både, at vigtige beslutningsområder er rykket fra de nationale institutioner til internationale og ofte transnationale netværk, og at flere af de internationalt betingede områder, herunder flygtningekrisen, ustabile finansielle kredsløb, konflikter og klimaforandringer manifesterer det nationale på nye måder. Samtidig har det vist sig ganske vanskeligt at oversætte de lokalt-globale forbindelser til en undervisningskontekst, der gør det muligt for eleverne – både på et personligt plan og på det samfundsmæssige politiske, økonomiske og kulturelle plan – at orientere sig og tage del i de udfordringer og muligheder, der opstår med de nye forhold.
Det fik i 2008 en gruppe gymnasier til at gå sammen for at udvikle den internationale dimension i undervisningen under overskriften Globale Gymnasier. Ambitionen var at give gymnasieelever en bedre forståelse for globale spørgsmål og problematikker ved at tænke et globalt perspektiv ind i de enkelte fag, i samspillet mellem dem og i den måde eleverne lærer at koble undervisningen til en omverden. Jeg fulgte opstarten og udviklingen af Globale Gymnasier-projektet i ph.d.-afhandlingen Gymnasiet i det globale – perspektiver på demokrati, viden og dannelse med Globale Gymnasier som case (2013) med særlig fokus på, hvordan uddannelse som demokratisk rum kan konstrueres i det globale. En af de centrale pointer i afhandlingen var, at kunst og kunstneriske processer støtter elevernes arbejde med at orientere sig i og afkode de nye sammenhænge, som det globale udgør, ved at give dem form.