Rapporten beskriver alkoholforbruget blandt unge på gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser i Danmark. Rapporten belyser forventninger til og oplevelser med alkohol, forældrenes holdninger, de unges trivsel samt forældrenes socioøkonomiske position i relation til alkoholindtag. Derudover belyses variationer i alkoholvaner på tværs af ungdomsuddannelse og køn.
Rapporten er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af en projektgruppe fra Statens Institut for Folkesundhed. Analyserne er baseret på spørgeskemadata fra Ungdomsprofilen 2014 samt registeroplysninger om forældrenes socioøkonomiske status. Rapportens resultater kan fungere som et redskab i prioriteringen og planlægningen af forebyggende og sundhedsfremmende indsatser på området.