Det nye i bæredygtig udvikling er, at vi skal medtænke konsekvenserne af vores handlinger i en langt mere vidtrækkende forstand end tidligere. Fra det vanlige snævre perspektiv på ’hvad der er godt for mig, her og nu’ til også at foregribe og tage hensyn til ’hvad der er godt for den anden, et andet sted og ude i fremtiden’. På det ideelle plan kan denne etiske fordring måske se let ud, men her 20 år efter Brundland-rapporten er det fortsat en kolossal stor udfordring. Det gælder ikke mindst for demokratiet.
Bæredygtig udvikling hænger ufravigeligt sammen med vores mål med samfundet og med livet som sådan. Valget af ny teknologi og strukturelle ændringer har også sociale og kulturelle konsekvenser. Ønsker vi fx centrale, kollektive teknologier eller decentrale? Skal de fremme et simplere liv eller et hurtigere, tætpakket og højteknologisk liv? Økologisk og teknisk set kan de forskellige muligheder alle gøres bæredygtige, men kulturelt set lægger de op til helt forskellige levemåder. Vi kan således have forskellige mål og ønsker til livet, som må medtænkes og forme en bæredygtig udvikling.