INDLEDNING
Denne bog handler om danskfaget i gymnasiet og om skrivningens og skriveundervisningens funktion i faget. Mit ærinde i bogen er at undersøge om den form for vidensproduktion der finder sted i danskfaget, er relevant i moderniteten og produktiv i unge menneskers kompetence- og dannelsesprojekter. Min tese er at danskfaget konstitueres fagdidaktisk af samspillet mellem litteraturbeskæftigelse og sprogproduktion, og at et modernitetsorienteret danskfag fordrer at ikke blot litteraturbeskæftigelsen, men også produktionssiden af faget, og herunder særlig skrivningen, i højere grad kvalificeres som en danskfaglig og dannelsesbærende dimension.
Modernitetsorientering og produktivitet ses i bogens analyser som kriterierfor god og relevant undervisning i den tid og den kultur vi lever i. De to begreber repræsenterer et forsøg på at omtænke undervisningens dannelses- og læringsmål i forhold til det som jeg ser som de aktuelle mulighedsbetingelser for undervisning og faglighed. Modernitet forstås som en attitude der er knyttet til ’det moderne’, den historiske epoke i de vestlige kulturers historie der er karakteriseret ved aspekter som sekularisering, industrialisering og nationalstatens fremvækst. Det moderne bestemmes og afgrænses forskelligt hos videns- og kulturhistorikere, men uden at gå nærmere ind i den diskussion vil jeg her fokusere på det idéhistoriske særtræk ved det moderne at subjektiviteten fremstår som noget der ikke uden videre er integreret i det sociale. Forholdet mellem subjekt og verden er en opgave, og en konsekvens heraf er at subjektiviteten selv er en opgave, et træk som i det senmoderne er blevet stadigt mere kulturelt markeret og udbredt. Med ’det senmoderne’ henviser jeg til en periodisering som der ligeledes findes en række bud på og studier af. Også denne diskussion går jeg imidlertid udenom for i stedet at fokusere på et kendetegn ved den senmoderne samtid som har særlig relevans for undervisning og læring, nemlig det forhold at sproget træder i forgrunden som medium for betydningsdannelse, tænkning og handlen. Sprogets betydningsdannende og erkendelsesformende kraft slog i det 20. århundrede igennem som essensopløsende filosofisk og videnskabelig erkendelse, og denne erkendelse skærpes og udbredes i det senmoderne som en tilgang til tilværelsen der dominerer både kulturen og markedet og derfor også er en anfægtelse og udfordring for skole og uddannelser.
At subjektiviteten opfattes som en opgave, og at betingelserne for tænkning og subjektivitet sættes af sproglige diskurser, ser jeg som samtidskulturelle bevidsthedstræk der sætter mulighedsbetingelserne for undervisning og læring, og som peger på danskfaget som en vægtig kulturel agent.
Modernitet forstår jeg med den franske videnshistoriker Michel Foucault som en attitude eller en ’filosofisk etos’ der tager konsekvensen af de senmoderne kulturelle vilkår og griber dem som en udfordring (jf. nedenfor side 275ff.). I ’attitude’ og ’filosofisk etos’ ligger at der er tale om en gennemgribende tilgang, en måde at tænke, føle og agere på, og altså dermed i uddannelsesterminologien en dannelsesforestilling. Det er en dobbeltattitude som på én gang markerer sig som et tilhørsforhold og en forpligtelse til at tænke det udenfor, dvs. en uadskillelig dobbelthed af handlen og refleksion.
Som handlen og refleksion forbindes i modernitetens filosofiske etos, forbindes i undervisning med modernitet som dannelsesmål vidensproduktion og modernitetsorientering. Handlen og refleksion konkretiseres i undervisningen i elevers møde med, bearbejdning af og diskussion med faglig viden og faglige blikke på verden. De fagdidaktiske processer hvor undervisning og læring udfolder sig, anskuer jeg som vidensproduktive processer fordi omdrejningspunktet er den produktive forarbejdning af fagligt stof og faglige forståelsesformer til viden. Viden forstås her i bred forstand, som forandring af blikket og forskel i funktionsmåden, og er således et parallelt begreb til læring. Jeg argumenterer imidlertid for at det er frugtbart at skelne mellem læring som det alment pædagogiske begreb og vidensproduktion som den specifikke form for læring der finder sted inden for fagligt definerede undervisningsrum. ’Vidensproduktion’ som læringsbegreb forbinder fagdidaktikken med forskende og eksperimenterende aktivitet og understreger at faglig læring er operativ i sin karakter. Når arbejdet med de faglige diskurser således orkestreres som produktive erkendelsesprocesser, reflekterer faglig vidensproduktion ’den sproglige drejning’ i kulturen. Heri ligger et overordnet perspektiv for min fokusering på skrivning og skriveundervisning i danskfaget.
Jeg ser danskfaget som et fag der har særlige forudsætninger for at orkestrere vidensproduktive processer med modernitet som dannelsesmål. Det skyldes at danskfagets primære genstand er sproget som medium for individets forhold til det sociale. Det er i den forstand kulturens, socialiseringens og identitetsdannelsens fag. ’Sproget’ betyder i modersmålsfaget førstesproget, dvs. det sprog som har været mediet for elevernes første symbolske begribelse af verden og sig selv. Selv om der i Danmark såvel som i andre vestlige lande i dag findes mange børn og unge hvis førstesprog ikke er dansk, er det en vigtig pointe at ’sprog’ i modersmålsfaget forstås som førstesprog. Det former tilgangen til arbejdet med sprog i faget på en grundlæggende måde. Sprog forstås i modersmålsfaget ikke som ’det andet’, men som ’dit eget’, og det betyder at refleksion over sprogbrug har karakter af selvrefleksion og af-naturalisering, mens refleksion over sprogbrug i fremmedsprogsfagene står i naturaliseringens tjeneste. Derfor trækker modersmålsfaget subjektivitet og identitetsdannelse ind i det faglige rum på en afgørende anderledes måde end de øvrige sprogfag.
Modersmålsfagets særlige opgave ligger således i arbejdet med sprog som førstesprog, og det vil sige i muligheden for at arbejde med selvdannelsesprocesser som et fagligt projekt. I det gymnasiale danskfag som er genstanden for min undersøgelse, har dette faglige projekt historisk været indlejret i en national-historisk ramme, og den danske litteratur har været set som det primære dannelsesmedie.
Det historisk-nationalt litteraturfag blev etableret ved skolereformen 1903 (jf. Mortensen 1979 og 2000) og fik sammen med historie positionen som gymnasiets bærende dannelsesfag. Denne dannelsesforestilling taber imidlertid i en stadigt mere globaliseret kultur forklaringskraft som begrundelse for faget. Det gymnasiale danskfag er siden 1960’erne blevet udfordret på sin nationallitterære selvforståelse og har været igennem store omstillinger og heftige fagdebatter (jf. også Lützen 2002). Aktuelt står faget midt i endnu en omstillingsperiode, indvarslet af den nys udkomne rapport om danskfaget i uddannelsessystemet, Fremtidens Danskfag (2003), og den tilstundende gymnasiereform. Mit udgangspunkt for denne undersøgelse af det gymnasiale danskfag er imidlertid ikke at jeg anser faget for at være i krise, men omvendt at jeg konstaterer at faget og fagkonstruktionen på forbløffende vis har demonstreret sin overlevelsesevne. Jeg spørger således hvordan det kan være at dette detroniserede dannelsesfag hvis centrale genstandsområde gennem 100 år, den nationalhistoriske litterære kanon, forekommer stadig mere usikker som legitimationsgrundlag, alligevel ser ud til fortsat at være produktivt.