Formativ evaluering og feedback er et kerneelement i lærernes pædagogiske arbejde i gymnasiet. Det er en nøgle til at styrke elevernes læring – og dermed øge deres faglige udbytte. Samtidig medvirker det til at give eleverne nøglen til at reflektere over egen læring og lære at lære, nu og i fremtiden. Derfor spiller formativ evaluering og feedback en central rolle i undervisningen og i elevernes læreproces i gymnasiet, men også for den studiekompetence, som eleverne skal udvikle og have med sig fra gymnasiet. Feedback skal derfor ikke ses som et add-on eller noget andet end undervisning, men som en central og integreret del af den daglige undervisning.

I begyndelsen af 2017 udgav Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) undersøgelsen Gymnasiernes arbejde med formativ feedback1, som afdækker, hvordan seks gymnasier med særlige indsatser på området arbejder med feedback. Undersøgelsen beskriver den aktuelle praksis på gymnasierne, og hvilke erfaringer der hidtil er gjort med at indarbejde feedback i undervisningen og i skolernes evalueringskultur. Formålet med dette notat er at supplere den eksisterende viden på skolerne med en opsamling af aktuel viden fra forskning og udviklingsprojekter om, hvilke elementer i arbejdet med feedback som er mest centrale med hensyn til at understøtte elevernes læring.

Ud over EVA’s projektgruppe har der været nedsat en ekspertgruppe, hvis rolle har været at kvalifi-cere oversigten over den mest centrale litteratur på området. Derudover har Torben Spanget Chri-stensen og Ane Qvortrup givet feedback på først udkast til notatet.

Ekspertgruppen har bestået af:

• Torben Spanget Christensen, lektor, ph.d., Uddannelsesvidenskab, Institut for Kulturvidenska-ber, Syddansk Universitet

• Ane Qvortrup, lektor, ph.d., Uddannelsesvidenskab, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet

• Jens Dolin, professor emeritus, ph.d., Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet

• Trude Slemmen Wille, rådgiver, Utdanningsdirektoratet

• Pernilla Lundgren, Skolverket.

Download PDF → Eksternt link →

Fakta

Titel: Feedback som en integreret del af undervisningen – en vidensopsamling
Forfatter: Sarah Richardt Schoop, Jesper Naamansen, Anne Katrine Kamstrup, Søren Haselmann & Ida Ebdrup
Institution: Danmarks Evalueringsinstitut
Genre: evalueringsrapport
Omfang: 36
Årstal: 2017