I en undersøgelse af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning blandt 1700 gymnasieelever udtaler hver fjerde, at de ikke føler sig klar til at vælge en gymnasieuddannelse. I en ny undersøgelse af studenterårgangen 2002 fra Danmarks Statistik ses det, at 10 % af studenterne efter 10 år enten har afbrudt en efterfølgende uddannelse eller slet ikke er kommet i gang. Tænketanken DEA har bestilt en systematisk forskningskortlægning af den empirisk funderede viden fra den gymnasiale uddannelsesforskning. Formålet med kortlægningen har været, at kunne besvare et specifikt spørgsmål: Hvilke politisk håndterbare forhold kan via en målrettet indsats gøre en forskel i forhold til elevoptag, elevfrafald og elevudbytte på de gymnasiale uddannelser?
Resultaterne i den systematiske forskningskortlægning indikerer, at reformen fra 2005 har haft en positiv effekt for elever fra de øverste socialgrupper, hvad der peger i retningen af, at det især er elever fra uddannelsesvante familier, der profiterer af reformen. Eleverne fra lave socialgrupper ligger til gengæld karaktermæssigt, som de gjorde før reformen.