Geovidenskab A har som forsøgsfag eksisteret i den danske gymnasieskole (Stx og Htx) siden januar 2013. Faget er et A-niveaufag, der kombinerer fysik B og naturgeografi B, med den binding at fysik B skal kunne løftes til et A niveau. Første hold skal til eksamen sommeren 2015.
Geovidenskab er således et fag der skabes ud fra, gennem og/eller mellem to traditionelle discipliner og gymnasiefag: nemlig naturgeografi og fysik. Dette kræver udvikling af en ny fagidentitet blandt underviserne. Dette sker blandt andet gennem samarbejdet omkring den daglige undervisning og brug af undervisningsmateriale samt også i høj grad gennem det praktiske arbejde omkring geotopen. Netop brugen af en geotop i undervisningen er et af de nye elementer i geovidenskab, der adskiller faget fra både naturgeografi og fysik. I læreplanen for både Stx og Htx står det formuleret at:
”Der skal vælges en geotop, som besøges og undersøges flere gange i forløbet med henblik på at studere dynamiske processer i geotopen og at følge dens udvikling over en periode. Der skal være tydelig progression i elevernes arbejde. Eleverne skriver en afsluttende opgave på baggrund af undersøgelser foretaget på geotopen”.
Rapporten er resultatet af et samarbejde mellem NTS og IND.