Med almen studieforberedelse er det med Lars-Henrik Schmidts efterhånden klassiske formulering ikke længere den enkelte elevs „individualitetsforsikrende selvoverskridelse“ mod det almene, der skal bære dannelsen. Det er derimod de enkelte fags faglighedsforsikrende faglighedsoverskridelse mod hinanden og de almene sammenhænge mellem deres vidensområder, der bliver mediet for almendannelsen og for studieforberedelsen. Det står stadig til troende, dels om man kan tvinge faglærere til at overskride deres faglighed, dels om denne overskridelse så reelt vil føre til en styrkelse af fagligheden. Det vil tiden fra august 2005 vise. Tiden vil også vise, om denne form for videnskabsbaseret almendannelse i længden vil kunne holde stand og balance i forhold til et stadig mere påtrængende krav om individuel kompetenceudvikling og vidensamfundets nye pragmatisk-kombinatoriske fagligheder og mere anvendelsesorienterede omgang med viden. Over for disse trusler kan man kun håbe på, at reformens gode intentioner også lader sig omsætte effektivt i praksis – også selvom dens nye begreb om almendannelse skulle blive erfaret som utidssvarende i vidensamfundets dominerende videnspolitik.