Den mangfoldighed, der kendetegner gruppen af VUC-kursister, stiller samtidig også krav til VUC’s institutionelle rammer og pædagogiske tilgange samt til den kultur*, der præger hverdagen på VUC’erne. Tal fra Danske HF & VUC fremhæver, at antallet af VUC-kursister, der efter endt uddannelsesforløb fortsatte på en videregående uddannelse, er steget med 34 procent i perioden 2013-2017 (2017, s.11). Således ser det ud til, at VUC lykkes med at skabe uddannelsesmuligheder for personer, der ikke er gået den lige vej gennem uddannelsessystemet, og som i mange tilfælde kommer med negative erfaringer fra tidligere uddannelsesfor- løb. Det er derfor også væsentligt at få et indblik i, hvad der kendeteg- ner VUC-kulturen, og hvad der mere konkret tilbydes kursisterne, som gør en forskel, og som bidrager til, at et stigende antal kursister går fra VUC til en videregående uddannelse.
I dette forskningsprojekt undersøger vi, hvad der kendetegner ’VUC-kul- turen’ med det formål at indramme og komme tættere på en forståelse af, hvad det særlige ved VUC er. Vi er interesserede i at undersøge, hvad der gør, at VUC kan favne en mangfoldig kursistgruppe, og for en stor andels vedkommende også lykkes med at være et springbræt til videre uddannelse. Vi anlægger i projektet et kursistperspektiv, hvor vi tager udgangspunkt i fokusgruppeinterviews med kursister på VUC i alders- gruppen 20-30 år, der har det tilfælles, at de har afbrudte uddannelses- forløb bag sig. Mere specifikt undersøger vi følgende tre forhold:
- Hvad der karakteriserer de forskellige kursister på tværs af VUC (AVU, HF-enkeltfag og 2-årig HF)
- Hvad kursisterne oplever som det gode undervisningsmiljø
- Hvordan kursisterne oplever og forholder sig til specifikke VUC
kulturmarkører