Det spørgsmål, vi stiller i det følgende, lyder derfor: Hvordan kan man beskrive læreres og lederes forestillinger om viden, vidensdeling og vidensdelingspraksis som led i den implementering af reformerne, der har stået på siden reformernes vedtagelse?
I 2011 undersøgte vi det ved en interviewundersøgelse. Vi spurgte tyve lærere og ledere på fire gymnasier – to stx’er og to hhx’er fordelt over landet – hvad værdifuld viden var for dem, hvad de forstod ved vidensdeling, og hvordan de praktiserede den og med hvilket formål. Flertallet af de interviewede lærere havde en anciennitet, der betød, at vi kunne spørge dem, hvorvidt de havde oplevet et skifte i den viden, der forekom væsentlig, og som de gjorde til genstand for vidensdeling.
Analysen af interviewene viser, at forestillingerne om vidensdeling og vidensdelingspraksis til dels – men ikke ganske – kan forstås i forlængelse af det pres, den dobbelte reform afsætter. Således er det tydeligt, at rationalisering og koordinering udgør vægtige begrundelser for vidensdeling. En hovedintention med indholdsreformen fra 2005 var at kompetenceorientere undervisningen. Det vil sige, at frem for at tage udgangspunkt i fagenes aktuelle indholdsbeskrivelser – deres hvad – skulle udgangspunktet tages i, hvordan en problemstilling kan afgrænses og løses på flerfagliggrund. Viden er således ikke bare faglig viden. Med kompetenceorienteringen lægges vægt på fagenes skabelse af ny viden sammen med andre fag. En intention med strukturreformen fra 2007 var tilsvarende, at skolerne gennem ‘frisættelse til markedet’ i højere grad skulle orientere sig efter brugernes ønsker. Med udgangspunkt i såvel kompetenceorienteringen som markedsgørelsen kunne man forvente, at didaktisk innovation – en stadig fornyelse af ikke blot undervisningens hvad, men også dens hvordan og hvorfor – ville trænge sig på som spørgsmål for skolerne og være genstand for intern vidensdeling. Det kan vores empiri imidlertid ikke uden videre vise. Tværtimod synes den at vise, at reformpresset konsoliderer et begreb om faglighed som viden knyttet til det enkelte fag. I stedet for vidensdeling på tværs af fag og i stedet for at såvel indhold, undervisningsformer som begrundelser sættes i spil med henblik på at frembringe ny viden, synes vidensdeling som på den ene side ‘logistik’, dvs. administration af faglige elementer, og på den anden side ‘metodik’ forstået f.eks. som metoder til klassehåndtering at give mening for lærerne og lederne. Dette kan ikke forklares ud fra en forståelse af reformimplementering som en rationel top-down-proces. Man må snarere ty til en forståelse af reformimplementering som en proces, hvor formulerede reformintentioner udsættes for oversættelser og fortolkninger inden for eksisterende mentale modeller, herunder opfattelsen af foreliggende praktiske muligheder. Andre behov krydser reformintentionerne: Behovet for at overskue den turbulens, reformeringen af fag og undervisning fører med sig. Dette behov forsøges dækket ved, at der deles viden om og erfaringer med, hvordan undervisning gøres tilstrækkelig genkendelig for både lærerne selv og eleverne. Det viser en praksis, der i et styringsperspektiv kan opfattes som en problematisk organisatorisk dekobling, men som også kan forstås som en meningsfyldt og funktionel nødvendighed (Orton & Weick 1990).
I det følgende vil vi først analysere reformens dokumenter med henblik på tre afgørende forandringspres, som vi ser deri. Dernæst vil vi redegøre for mønstre, som har tegnet sig for os i lærer- og lederinterviewene. Vi finder en diskrepans mellem, hvad man ud fra en analyse af dokumenterne vil forvente at finde, og så de fænomener, vi kan rekonstruere i empirien. Endelig vil vi se på, hvordan man kan forstå diskrepansen – nemlig som udtryk for lærernes og ledernes forsøg på at imødegå en ny flertydighed.