Den norske tv-serie Skam fejrer ikke blot store triumfer i hjemlandet Norge, men også i Danmark og andre lande. Serien om eleverne på Nissens Gymnasium i Oslo er blevet kult blandt unge mennesker, som her kan spejle deres liv og overvejelser i forhold til venskab, kærlighed, etnicitet, seksualitet osv. Og serien er såmænd også blevet populær i kredsen af forældre og bedsteforældre, som på bedste voyeuristiske vis får lejlighed til at lure på, hvad der rører sig blandt de yngre generationer. Skam er blevet kaldt det bedste samtidige bud på den store moralske fortælling.
I den fire sæsoner lange fortælling om Eva, Noora, Isaak, Sana og deres venner bearbejdes store eksistentielle og etiske spørgsmål i tilknytning til unge menneskers identitetsarbejde i gruppen af jævnaldrende.
I nærværende artikel interesserer jeg mig for den måde, hvorpå serien tematiserer forholdet mellem individ og gruppe i et dannelsesperspektiv. Serien handler om, hvordan gruppen i dens forskellige manifestationer som hob, kammeratskabsgruppe og intimrelation både kan fremstå som en trussel og en redningsplanke for unge mennesker, som intenst navigerer mellem at ”finde sig selv” og finde anerkendelse hos de andre – et dobbeltprojekt i det minerede felt mellem tilbøjelighed og kultur, som ikke fremstår problemfrit, men som trods alt heller ikke er umuligt, idet hovedpersonernes udvikling konsekvent forbinder sig med stigende grad af mestring og indsigt i egne ressourcer og det sociale livs faldgruber og muligheder.