Flere studier har vist, at motivationen for at dyrke idræt ikke udelukkende kan forstås ud fra ydre påvirkninger, som det eksempelvis er tilfældet ud fra den behavioristiske tradition, hvor det antages, en given adfærd kan stimuleres, hvis individet bliver positivt belønnet for adfærden og tilsvarende mindskes, hvis der ikke bliver belønnet (Deci & Ryan 2007;Pedersen 2002; Frederick & Ryan, 1995). Derimod er det ifølge Deci & Ryan (2007) velkendt, at idræt netop oftest dyrkes uden et ydre pres, som det eksempelvis ses, når unge eller voksne samles i en park for at spille fodbold, boccia eller lignende.
Self-determination theory (SDT) tager udgangspunkt i, at mennesket har nogle universelle menneskelige behov i form af kompetence, autonomi og tilhørsforhold, som forsøges tilgodeset for at opnå udvikling og psykisk velbefindende (Deci & Ryan 2000). Når disse tre behov opfyldes, er vi motiverede, produktive og tilfredse, mens det modsatte derimod er gældende, hvis behovene ikke i tilstrækkelig grad opfyldes. Behovet for autonomi henviser til et ønske fra individet om at engagere sig i aktiviteter, som det selv har valgt (Edmunds, Ntoumanis & Duda 2006), mens behovet for kompetence henviser til at individet oplever en følelse af effektivitet, og tryghed i forhold til udvikling og anvendelse af egne kompetencer (Deci & Ryan 2002) og endelig henviser behovet for tilhørsforhold.