Udgangspunktet for ph-d.-afhandlingen ‟Mellem lyst og nødvendighed‟ har været at undersøge, hvad de aktuelle problemer omkring unges uddannelsesvalg er udtryk for. Hvorfor er det så svært at vælge videregående uddannelse? Hvorfor tager det så lang tid? Hvad er baggrunden for at mange unge ender med at have ‟krogede‟ uddannelsesforløb med ‟overflødigt tidsforbrug‟ til trods for de problemer, sådanne forløb medfører? Og hvad med de unge, der går ‟den lige vej‟ og starter med en videregående uddannelse umiddelbart efter de har afsluttet en ungdomsuddannelse, hvordan oplever de valget af videregående uddannelse? Hvad er det overhovedet, der har betydning for, hvordan valget af videregående uddannelse forløber? Og hvilken betydning har de rammer, som uddannelsessystemet opstiller i denne sammenhæng? Med henblik på at besvare ovennævnte spørgsmål har jeg fulgt ti unge, fra de blev studenter fra det almene gymnasium i foråret 2000 og frem til foråret 2003. De ti unge er blevet udvalgt på baggrund af et indledende spørgeskema, som blev omdelt i henholdsvis en matematisk 3.g. klasse på et københavnsk gymnasium og en sproglig 3.g. klasse fra et gymnasium i provinsen. På baggrund af elevernes svar er de ti unge blevet udvalgt med henblik på at maksimere de sociale forskelle mellem dem i forhold til køn, social baggrund, hidtidige skoleerfaringer, faglige standpunkter, fremtidige uddannelsesplaner samt deres holdninger til og perspektiv på valget af videregående uddannelse. Herefter er de ti unge blevet interviewet tre gange i løbet af undersøgelsesperioden. Alle interviews er blevet gennemført som såkaldte narrative interviews i overensstemmelse med de principper, som er blevet udviklet af de tyske biografiforskere Peter Alheit og Frits Schütze. Det betyder, at udgangspunktet for interviewene har været at give de unge mulighed for at fortælle ustruktureret og ucensureret om deres oplevelser i forbindelse med valget af videregående uddannelse, og at jeg som interviewer har tilstræbt at indtage rollen som en empatisk og interesseret tilhører. De ti unge har på den måde udgjort projektets informanter, i og med at det var dem, der havde en viden og erfaring, som jeg var interesseret i at få indblik i, og dermed også dem, der har udgjort undersøgelsens ‟eksperter‟.

Download PDF →

Fakta

Titel: Mellem lyst og nødvendighed - en analyse af unges valg af videregående uddannelse
Forfatter: Camilla Hutters
Institution: Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet
Genre: Ph.d.-afhandling
Omfang: 249
Årstal: 2004