Udgangspunktet for denne ph.d.-afhandling var et ønske om at undersøge aktuelle problemer med gymnasieelevers motivation og engagement i undervisningen og at belyse dem ud fra den antagelse, at det i høj grad er nede i ”maskinrummet” i det daglige arbejde og i den enkelte elevs oplevelse af relationen til læreren, at motivationen formes. Det har således været projektets intention at belyse disse problemer fra en relationel vinkel, og ph.d.-projektets overordnede forskningsspørgsmål lød derfor således: Hvilken betydning har relationen mellem lærer og elev for gymnasieelevers motivation i praktisk undervisning?
Undersøgelsen peger på, at gymnasieelevers oplevelse af forholdet til deres lærere har stor betydning for deres motivation. Det er der solidt grundlag for at sige med henvisning til nyere motivations- og relationsforskning, og det bekræftes i denne empiriske undersøgelse.
Nyere forskning forstår motivation som en afspejling af elevers selvopfattelser og deres erfaringer med at gå i skole. Disse erfaringer kan elever udvikle og ændre, og det er derfor noget, lærere har stor indflydelse på. Denne nyere forståelse ligger imidlertid langt fra den forståelse af motivation, der kommer til udtryk i mit empiriske materiale. Her ser vi et moralsk, individualiseret begreb om motivation som et fait accompli og noget, elever enten har eller ikke har, og som både lærere og elever i materialet knytter til vilje og evnen til at ”tage sig sammen”. Med udgangspunkt i nyere motivationsforskning kan man altså se, at de gængse begreber spærrer for muligheden for at udvikle elevers motivation, og det tyder på, at der er behov for en opdatering af gymnasielæreres teoretiske forståelse af motivation.