Musikfaget mellem læring og forældelsespres På vej mod en mere teknisk uddannelseskultur?

Jeg vil redegøre for et grundlagsproblem inden for det musikpædagogiske felt. Jeg tænker bl.a. på, at dette kan være oplæg til en komparativ diskussion, der kunne tages blandt fagfæller tilknyttet andre sanselig-æstetiske skolefag. I åbningen af mit grundlagsproblem er jeg i udgangspunktet inspireret af Heideggers teknik-begreb hentet fra hans lille bog Die Technik und die Kehre (1962). Teknik er for Heidegger noget, der lader verden træde frem for det moderne menneske på en ganske bestemt måde i et helt bestemt udsnit. Nemlig som en ressource. En ressource, der kan udtrækkes, tilrettelægges, administreres, beherskes, koordineres, mv. Heidegger hævder med dette teknik-begreb at kunne beskrive ganske væsentlige aspekter af sin moderne samtid. Denne problematik kan vises at række ind i såvel (a) den pædagogiske dimension som (b) en musikfaglig, kunstværksrettet, æstetisk dimension. Det betyder, at både en musikfaglig dimension og en pædagogisk dimension er involveret i denne analyse. Jeg vil behandle det pædagogiske aspekt først.