I dette kapitel sætter vi fokus på, hvad eleverne fortæller om lærernes tilgang til undervisningen og til eleverne. Det er billedet af den gode lærer, til forskel fra kapitel 3, som har fokus på undervisningen og undervisningsrummet. Samtidig vil vi diskutere det omrids af ’den gode elev’, som viser sig i elevernes fortællinger.
Når eleverne fortæller om fagene, om undervisningen og om, hvad der er godt og skidt ved gymnasiet, så taler de meget ofte om lærerne, og formuleringen ’det kommer an på læreren’ vender tilbage igen og igen. Det er der ikke noget underligt i. Elevernes møde med gymnasiets fag og indhold sker med læreren som filter. Det er læreren og lærerteamets planlægning og forvaltning af uddannelsens mål og indhold, eleverne bliver præsenteret for, og det er den enkelte lærer og lærerteamets pædagogiske og didaktiske valg og praksis, eleverne skal indgå i og håndtere i skolehverdagen. Det er derfor meget forståeligt, at det for mange af eleverne kan være svært at vurdere faget eller undervisningsformerne uden også samtidig at se på lærerne. Det er præcis af denne grund, vi vil skille tingene lidt mere ad. På den måde får vi mulighed for både at analysere, hvilken betydning fagenes indhold og undervisningsformerne har for de gymnasiefremmedes forståelse og oplevelse af at gå i gymnasiet, og for at undersøge, hvordan de gymnasiefremmede oplever forskellige træk ved lærernes måder at gøre lærerarbejdet på. I et udviklingsperspektiv vil det være problematisk, hvis alle overvejelser over undervisningsformer eller fagenes indhold blev knyttet sammen med forbeholdet, at ’i sidste ende afhænger det jo af læreren’. Det vil imidlertid være lige så halsløst at diskutere muligheder for at ændre de gymnasiefremmedes muligheder uden at have blik for, at den enkelte lærers forvaltning af lærerarbejdet har en betydning for elevernes udviklingsmuligheder i faget.
I dette kapitel er det altså forvaltningen af lærerarbejdet, som er i fokus. Det er imidlertid et vanskeligt emne, fordi lærergerningen er så tæt forbundet med den enkelte lærers person. En diskussion af, hvordan en lærer underviser, bliver let oplevet som en diskussion af læreren som person. Det betyder videre, at forslag om at ændre den måde, læreren gør lærerarbejdet på, opleves som et krav om, at læreren skal ændre personlighed. Begge dele er overvejende forkert, selv om der er noget rigtigt i det alligevel. (…) Det er med andre ord ikke læreren som privatperson, der er til diskussion, men lærerens personlighed indgår i hans/hendes forvaltning af lærerarbejdet. Når vi om lidt fortæller, at ’humor’ er det træk ved en god lærer, som hyppigst går igen i elevernes fortællinger, så er konklusionen ikke, at så skal alle lærere ændre personligheder til at være vittige, grinende og i stand til at underholde. Derimod handler det om at anerkende, at de enkelte lærere har forskellige forudsætninger for at udvise dette træk. Opgaven er at nå ind til, hvad det er, eleverne lægger vægt på med udtrykket ’humor’, hvis det ikke alene er at fortælle sjove historier; og den er også at arbejde med, hvordan man som lærer kan forsøge at møde dette ønske uden at gøre vold på sig selv som person, og uden at det forringer elevernes muligheder for at lære. Det er en vigtig opgave og diskussion, netop fordi de interviewede elever er så enige om, at læreren er afgørende for oplevelsen af faget og undervisningen. Lærerens fremtræden, eller ’attitude’ som en elev udtrykker det, påvirker både elevernes oplevelse af faget og deres motivation til at gå ind i undervisningen. Derfor er det vigtigt hver for sig at have et blik for de pædagogiske former, for indholdet og for lærerens møde med og fremtræden for eleverne – vel vidende, at i skolehverdagen fletter disse elementer sig ind i hinanden i gensidig påvirkning. Det andet fokus i kapitlet er elevernes billeder af ’den gode elev’. I nogle tilfælde har vi spurgt direkte til, hvad eleverne mener en god elev er, og i andre tilfælde, hvordan de forestiller sig, lærerne mener, en god elev er. Men derudover viser der sig gennem elevernes fortællinger også et billede af, hvordan de tænker, man bør gøre som elev i gymnasiet. Det er en forestilling, som eleverne ikke nødvendigvis er opmærksomme på, eller bevidst forsøger at leve op til, men som ikke desto mindre er virksom i elevernes møde med uddannelsen (jf. Ulriksen 2004). Forestillingen om den gode elev har derfor også betydning for de gymnasiefremmedes oplevelse af mødet med gymnasiet og for deres muligheder for at lykkes med deres forehavende.