Denne afhandlings grundlæggende begreb er genre. Det overordnede formål med afhandlingen er at demonstrere dette begrebs relevans for en forståelse af og en forklaring på tekstualiseringsprocesser i skrivepædagogiske forløb; såvel begrebets forskningsmetodiske relevans, som den relevans der kan udledes af projektet med sigte på en fremtidig skrivepædagogisk praksis.
Afhandlingen bygger i sine grundlæggende forudsætninger og antagelser, teoretiske, metodiske og analytiske, på australsk pædagogisk forskning og praksis. Denne pædagogiske forskning og praksis er udviklet i en tværdisciplinær dialog med den systemisk funktionelle lingvistik, herunder SFL-baseret genreteori , aspekter af kritisk diskursanalyse , og Bernsteins teori om pædagogisk diskurs, forstået som klasserummets institutionelle kontekst, samt socialpsykologiske, læringsteoretiske positioner (Gray 1998).
Konteksten for dette rationale vil jeg præsentere i kapitel 2; selve rationalet og de metodiske redskaber som på den baggrund er udviklet med henblik på analysen, vil jeg præsentere i kapitel 3 og 4.