Med denne afhandling skriver jeg mig fra en position i STS-forskningen og postfænomenologien ind i den efterhånden omsiggribende – men stadig højaktuelle – debat om digitale teknologier i uddannelsesfeltet. Den moderne uddannelsesteknologiske historie strækker sig tilbage til 20’erne og 30’ernes amerikanske klasseværelser, hvor nye analoge teknologier som radioen og filmmediet blev introduceret under løftet om, at disse ville revolutionere uddannelsessystemet og optimere elevernes læreprocesser. Siden da har bølger af stadigt mere sofistikerede teknologiske artefakter fundet vej til undervisningskontekster verden over. Hinsides denne cyklus af innovationer, der henviser ældre teknologier til arkiver og skrotpladser, kan der derfor spores en konstant: Klasseværelser bærer med teknologifilosoffen Søren Riis’ betegnelse, præg af at være eksperimentarier for nye teknologier.
Når klasseværelser antager form af eksperimentarier, er der imidlertid mere på spil end blot det snævre didaktiske ønske om, at eleverne opnår konkrete læringsmål. Når jeg i denne afhandling adresserer uddannelsesfeltet, anlægger jeg et perspektiv med et bredt fokus på aktører i og omkring det formelle uddannelsessystem, som udøver politisk, teknologisk og pædagogisk indflydelse på, hvad der undervises i og hvordan.