Opfattelsen af hvad et fremmedsprogsfag er, er uløseligt forbundet med færdigheder. I læreplaner, undervisningsmaterialer og tests indgår de fire færdigheder – lytte, tale, læse, skrive – som fast inventar. I læreplaner for alle niveauer i den danske grundskole og det almene gymnasium er færdighederne kombineret med andre områder – i grundskolens Fælles Mål tales om Centrale Kundskabs- og Færdighedsområder, i gymnasieskolen om færdighed, viden, kultur – men til stadighed med færdigheder på en central og styrende plads.
Historisk set er det ikke nyt at de ´moderne fremmedsprog´ (dvs. levende sprog i modsætning til de klassiske) lægger vægt på færdigheder, alt efter skoleform og undervisningens formål med en forskellig vægtning og tilgang. Man kan skelne mellem en gymnasial tradition med vægt på tekstlæsning, oversættelse og grammatik med rødder i det 19. århundrede over for en ´real´ tradition fra begyndelsen af det 20. århundrede med vægt på mundtlighed og kommunikation (jf. Jakobsen, Risager, Kristiansen, 1984). De fire færdigheder blev konciperet i 50´ernes moderniseringsbølge sammen med den audiolingvale metode, og selvom metoden som sådan ikke fik nogen varig betydning for dansk sprogpædagogik, har forestillingen om sprogkunnen som bestående af færdigheder holdt sig op til i dag. Den Fælles Europæiske Referenceramme for Sprog er således bygget op om færdighederne lytte, læse, deltage i samtaler, tale sammenhængende, skrive. Færdighederne er her tolket ind i den tilgang der siden 70´erne har præget sprogdidaktikken, idet de ses som elementer i opnåelse af kommunikativ kompetence.
At færdigheder er helt centrale, er der enighed om, til gengæld er spørgsmålet om hvordan de erhverves, og hvilken rolle undervisningen spiller for sprogtilegnelsen, ikke blot sprogpædagogikkens 10.000-kroners spørgsmål, men et spørgsmål der også stilles af politikere, forældre og elever. Sprog kan udmærket læres uden for skolens mure, er der mange i dagens mobile samfund der har erfaret. Er de mange timer til fremmedsprogsundervisning fornuftigt givet ud, eller skulle de hellere bruges til noget andet? Hertil kommer spørgsmål om sprogvalg: Skal kræfterne samles om at gøre den danske befolkning god til engelsk eller er der grunde til at undervise i flere sprog? En nylig (januar 2011) nedsat ministeriel arbejdsgruppe, som skal fremlægge forslag til en National strategi for fremmedsprog, er et af mange forsøg i disse år på at skabe et nyt grundlag for fremmedsprogsundervisning i danske skoler.
I det følgende vil jeg med fokus på færdigheder fremstille og diskutere nogle sprogpædagogiske problemstillinger som et bidrag til en sammenlignende fagdidaktik. Udgangspunktet er et overordnet bud på hvad fremmedsprogsfærdigheders samfundsmæssige funktion er i dag, og hvad skolens opgave er som formidler af sprogfærdigheder. Dernæst vil jeg læse læreplanerne for fremmedsprogene (engelsk, tysk, fransk) for grundskolen og det almene gymnasium med blikket rettet på hvordan de opfatter og begrunder færdighederne, dels samfundsmæssigt, dels læringsteoretisk, sammenholdt med elevers ønsker til og opfattelser af sprogtilegnelse. På baggrund heraf vil jeg diskutere to klassiske, men stadig aktuelle sprogpædagogiske spørgsmål: det ene er spørgsmålet om grammatikkens rolle i sprogtilegnelsen eller, mere alment formuleret, kan sproglig viden forbedre vores sproglige kunnen? Hvordan kan man forestille sig det foregår? Det andet er spørgsmålet om den subjektive drivkraft til at lære sprog, eller motivationen, som man plejer at kalde det i sprogpædagogikken, forstået som identitetsdannelse. Begge er paradigmatiske i moderne sprogpædagogik, men de tages op og besvares på nye måder i lyset af de opgaver sprogpædagogikken er konfronteret med. Jeg runder af med et forsøg på at identificere problemstillinger, som kan være af tværgående interesse i en sammenlignende fagdidaktik.