Lærere, som tager styringen i klassen og skaber god kontakt til eleverne, har stor chance for at motivere elever til at lære meget. Det er dog langt fra let, og slår læreren ikke den rette tone an i løbet af de første ti minutter, han overhovedet er sammen med klassen, kan det være for sent, viser forskning fra den hollandske professor Theo Wubbels, som gennem en årrække har studeret klasseledelse og de interpersonelle relationer mellem lærere og elever.
De hollandske forskere har på baggrund af deres forskning defineret otte typer læreradfærd og undersøgt, hvilken effekt de har på elevernes læring og motivation. Her tegner sig et klart billede. Tre af typerne virker positivt på både motivation og læringsudbytte, tre virker direkte negativt på begge dele, mens de sidste to kun virker positivt på et af parametrene.