I lyset af det øgede forandringspres på de gymnasiale uddannelser har spørgsmålet om gymnasielærernes modstand mod udviklingen fået en vis interesse blandt skoleherrer og ledere og i diskussionen blandt lærerne selv. Denne afhandling udspringer af en kritisk interesse for det begreb om modstand, der opereres med i disse sammenhænge – en interesse, der dog straks tillige må omfatte begrebet om udvikling, som modstandsbegrebet henviser til. Fordi udvikling fremstår som en nødvendig og entydig tilpasningsproces, viser modstand eller inerti sig tilsvarende som meningsløs og ufornuftig. Læreres eventuelle udviklingsmodstand bliver uforståelig, og udvikling af gymnasieskolen gøres i forvaltnings- og lederkredse gjort til et spørgsmål om at tilføre ledelsen mere formel autoritet, til et spørgsmål om kognitiv efteruddannelse af lærere eller til et spørgsmål om, hvornår den store generation af gymnasielære ansat i 1970’erne trækker sig tilbage.
Med andre ord efterlades selve spørgsmålet om modstandens natur urørt – dets rationelle eller funktionelle kerne indfanges ikke. Det er et problem netop i forbindelse med det særdeles omfattende forandringspres, der nu er lagt på den gymnasiale uddannelse. Modstandsproblemet kan efter min mening ikke elimineres ved øget organisatorisk centralisering (sådan som forandringerne i reformens regelsæt kunne antyde), ved ansættelse af en ny lærergeneration (som en del rektorer håber) eller gøres til et spørgsmål om tid og midler til traditionel efteruddannelse (som lærerne selv og lærernes fagforening lægger op til). Højst vil problemet blot vise sig på andre måder i skolehverdagen. Og når nu den samlede opgaveløsning i så høj grad er knyttet netop til det udførende led lærerne, som det er tilfældet i organisationstypen skolen, har man i det mindste et organisationsmæssigt problem.
Jeg skal her søge bag om denne forståelse af modstand. Den skal i stedet ses som et træghedsfænomen, der knytter sig til en særlig organisation og et særligt arbejde.
Jeg stiller derfor spørgsmålet, hvordan modstanden mod det aktuelle forandringspres kan analyseres som et fænomen, der udspringer af særlige forhold omkring skoleorganisation og lærerarbejde, og som tilfører den forandringsproces, gymnasiet indgår i, et særligt rationale.
Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender politisk reflekteret modstand. Spørgsmålet udspringer snarere af bekymringen over, at modstandsbegrebet gør udspringet for de konflikter, der udspiller sig i og omkring gymnasieskolen i forbindelse med det aktuelle forandringspres, for uklart, og de måder, hvorpå konflikterne søges mødt og håndteret, for skæve i forhold til udspringet.