Virker de mange tiltag til at motivere unge til at tage en ungdomsuddannelse efter hensigten?
Spørgsmålet vejede tungt i rapportens fundament og de tilknyttede forskere etablerede derfor et ‘udviklingseksperimentarium’, hvor deltagerne fra ungdomsuddannelserne over fem seminarer i fællesskab udviklede motivationsskabende tiltag, som efterfølgende blev afprøvet ude omkring på de deltagende uddannelser. Formålet med hele forløbet var at skabe nye situationer, fællesskaber og organisationsmønstre, der fremmer unges motivation for at tage en ungdomsuddannelse. Det særlige ved forsøgene var, at de fandt sted på såvel de gymnasiale som de erhvervsrettede ungdomsuddannelser.
Resultaterne af undersøgelsen peger på, at en central faktor for de unges motivation er oplevelsen af at blive inddraget, få medindflydelse og være med til at skabe forbedringer. Det handler konkret om oplevelsen af, at underviserne udviser en interesse for at forstå elevernes perspektiver og bevæggrunde. Pointen er, at jo større forståelse og sammenfald af interesser der er mellem elever og undervisere i et konkret lærings- og undervisningsforløb, jo større chance er der for, at det bliver vel modtaget.