Et gennemgående træk ved gymnasiedebatten er, at man både vil fastholde og forny almendannelsen og samtidig gøre hele butikken op i kompetenceudviklings-ydelser. Strategien synes at være et ‘både-og’. Der skal både satses på en mere individualiseret og tendentiel altomfattende kompetenceudvikling – og på en bredere og mere moderne almendannelse. Der skal både være større frihed til valg af ‘læringsgenstande’, men samtidig skal også dele af den traditionelle fagopdeling opretholdes. Og det er i og for sig ganske besindigt og prisværdigt. Det er dog ikke indlysende, at disse dimensioner kan fastholdes og forenes i deres forskellighed. Man kan ikke uden problemer fastholde en almendannelse baseret på en idé om almen viden og kundskaber og almene idealer, og så samtidig hylde forestillingen om, at i videnssamfundet er al viden forgængelig og forældes fra dag til dag, bl.a. fordi den først og fremmest skal være anvendelig og omsættelig. Her tales der med to tunger, eller også tror man, at man uden konflikter kan tjene to ånder samtidig.