Det danske uddannelsessystem befinder sig i en sand reformstorm. Den begyndte med folkeskolereformen og erhvervsuddannelses- reformen, den er på vej på de gymnasiale uddannelser og bliver velsagtens også fulgt op på de videregående uddannelser, hvoraf en del allerede er forandret, bl.a. læreruddannelsen. Uddannelse har med god ret politikernes bevågenhed, i en grad jeg ikke mindes at have set så udtalt og massiv før. Det er i sig selv positivt, omend den vinkel, det foregår under, er bekymrende, med mindre man mener, at uddannelsespolitik udelukkende bør være beskæftigelsespolitik. Skolen skal mere end at skubbe eleverne frem til job så hurtigt som muligt, og at betragte målet som fremskaffelse af gode skattebeta- lere er udtryk for en fattig tankegang. Skolen skal også udvikle eleverne som borgere i Danmark, i Europa og i verden. Og det sker bl.a. ved at give dem sproglige og internationale kompetencer og dermed indsigt i såvel deres egen som andres kultur. Derfor er det mit ærinde her at gøre opmærksom på nogle tendenser og faresignaler, jeg ser i forhold til fremmedsprogene.