I Undervisningsministeriets lærervejledning vedrørende Almen Sprogforståelse i gymnasiet hedder det bl.a.: Alt i alt må det være et vigtigt mål for kursets bevidsthedsdel, at der skabes organisk forbindelse mellem den sproglige kompetence, eleverne i forvejen besidder, og den begrebstilegnelse, som kurset sigter mod, således at den erhvervede viden opleves som en perspektivering og bevidstgørelse af elevernes eget sprog snarere end som noget, der er fremmed og uden for dem selv. Det er unægteligt et flot og ambitiøst mål. Det drejer sig om at skabe en “organisk forbindelse” mellem det, der undervises i, og det eleverne selv har erfaret og tilegnet sig gennem et liv som kompetente sprogbrugere. En sådan forbindelse mener jeg kan skabes ved at tage udgangspunkt i elevernes egen, helt konkrete, sproglige hverdag, og ved at få eleverne til at opdage, at der findes en sådan forbindelse. Mit bud på, hvordan det kan gøres mere konkret, er at benytte etnografisk metode i sprogundervisningen, og det er dét denne artikel vil handle om: hvad er etnografi? Og hvorfor og hvordan kan etnografi inddrages som metode i undervisningen i Almen Sprogforståelse?