Artiklen undersøger, hvordan udvikling har været forstået og praktiseret i de gymnasiale uddannelser siden millenniumskiftet. I denne periode forlades forsøgsformatet, hvor forandringer sættes i værk på grundlag af afrapporteret afprøvning. Det afløses af udviklingsformater, der udvikles historisk, og i samtiden typisk gennemføres i lokale skoleorganisationer som fortløbende respons på forandringer i omverdenen og understøttet af forskning. De empiriske cases, der studeres i artiklen, er projekter, der har været gennemført i regi af uddannelsesforskere ved DIG. Vi spørger til udviklingsprojekternes fokus og deres forvaltning af didaktisk professionalitet. Undersøgelsen struktureres i tre faser. I perioden før indholdsreformen i 2005 undersøges et top down-udviklingsformat, hvor eksperter tilrettelægger en produktivt organiseret efteruddannelsesmodel. I den efterfølgende periode ser vi på et reformbestemt udviklingsarbejde, hvor en top down-model delvist anfægtes af lokal realisering, og hvor de tilknyttede forskere indtager rollen som kritiske, formative evaluatorer. De to cases fra samtiden viser, hvordan udviklingsarbejde initieres lokalt på skoler, og forskere tilknyttes som sparringspartnere i skolernes løbende udviklingsarbejde. Sammenfattende peger artiklen på, at professionalisering og didaktisering er to sider af samme sag, og at professionalisering og didaktisering ikke mindst er drevet af det enkelte gymnasiums behov for en fortsat balancering af responsibilitet og accountabilitet.