Den kritiske pædagogik, der bar de store gymnasieforsøg i Danmark i 1980’erne, var en væsentlig inspiration bag gymnasiereformen i 2005. Men hvilken rolle spiller de pædagogiske intentioner om frigørelse og social forandring i en gymnasieskole, hvor frigørelse er blevet til fastholdelse, og eleverne legalt sorteres socialt? Det er et spørgsmål, det ikke er blevet mindre væsentligt at stille i dag, hvor skolers økonomiske interesser væver sig sammen med læreres genuine interesse for en forandret undervisningshverdag. Gymnasiets officielle ambition er i dag ikke at være en eliteuddannelse, men en bred ungdomsuddannelse, der favner mere end 60 % af en årgang. Historien kan fortælles som en historie om den kritiske gymnasiepædagogiks velfortjente renæssance. Vi vil imidlertid argumentere for, at denne bevægelse er mere kompliceret end som så. På den ene side spiller de pædagogiske bestræbelser og aktiviteter en stadig mere væsentlig rolle i de gymnasiale uddannelser. På den anden side revitaliseres pædagogikken med helt nye begrundelser, på helt nye betingelser – og med endnu uafklarede konsekvenser.