En af mine stærkeste oplevelser fra 2009 var da jeg underviste et hold af dansklærere på pædagogikum på htx. Mit oplæg skulle handle om ‘mediedimensionen i danskfaget‘, som det udtrykkes i læreplanen, med den kanoniserede eventyrforfatter H.C. Andersen som eksempel. Oplægget bygger på min ph.d.-afhandling, så jeg tænkte at jeg havde en vis autoritet at komme med. Men en af pædagogikumkandidaterne brød hurtigt ind i oplægget ved at sige noget i retning af dette: ‘Jeg håber godt nok du har noget spændende med til os, for jeg er ved at kaste op over at skulle undervise i Andersen igen-igen. Eleverne er blevet stopfodret med de samme eventyr i folkeskolen og på grund af den der 200-års-fejring. Nu skal de så også tvinges til at blive undervist i ham på htx på grund af kanon. Og dét selvom htx er en erhvervsgymnasial uddannelse med rigtig mange drenge der slet ikke gider den slags.‘ En del af de andre tilhørere nikkede ivrigt – så det var jo noget af en udfordring! Denne artikel handler om det svar, jeg gav. Svaret var et forslag til en nytænkning af danskfagets didaktik, herunder en nytænkning af fagets genstandsområde i en semiotisk, multimodal medieretning med et stort indslag af elevproduktivitet. Og dermed også et forslag til en nytænkning af kanontekster forstået som både genstand og gøren i fag.