Siden 1970’erne har den pædagogiske dagsorden inden for sprogundervisning i stort omfang været kommunikativ, således at målet med undervisningen har været at de sproglærende får kommunikative kompetencer til at kunne kommunikere mundtligt og skriftligt på en måde der passer ind i bestemte kommunikationssituationer. At lære et fremmed- eller andetsprog drejer sig dermed om at blive i stand til at handle kommunikativt i sociale sammenhænge. Den kommunikative undervisning er imidlertid ofte – igennem taskbaseret undervisning – blevet baseret på et syn på læring som et kognitivt fænomen, og sproglæring som en individuel proces, hvilket implicerer at den sociale dimension af sproglæringsprocessen ikke er blevet fuldt udfoldet. Igennem de senere år har forskningen i sprog og sproglæring imidlertid bidraget til givet os en større forståelse af sprog som et socialt fænomen og den sproglærende som et socialt væsen. Med denne sociale vending i den teoretiske tilgang til sprog og læring har vi også fået en større indsigt i relationen mellem den sproglærende og den sociale verden. At have kommunikativ kompetence betyder ikke alene at kunne anvende sproget på en situationstilpasset måde, men også om at kunne anvende sproget til at få adgang til sociale verdener der er præget af sociale, etniske, kønsmæssige modsætninger og hierarkier, og at kunne forhandle sin identitet og sin sociale position i disse verdener.