Én af nøgleopgaverne for naturfaglig undervisning er, at elever bliver i stand til at debattere – og tage stilling til – forhold, der relaterer sig til naturvidenskabelig information (fx Dolin, Krogh, & Troelsen, 2003). Det er klart, at mange af de væsentlige samfundsmæssige problemstillinger (såsom klimaforandringer, energiudvinding og bioetiske dilemmaer), som vi støder på i vores daglige færden, har en relation til naturvidenskaben. Undervisningen i naturfagene spiller en helt central rolle i arbejdet på at forberede fremtidens borgere til at håndtere sådanne problemstillinger på en velinformeret måde. Denne artikel beskriver et forskningsprojekt, der undersøgte, hvordan danske gymnasieelever bruger naturvidenskabelig information i diskussioner om genterapi på mennesker. Der har været en stærk international betoning af naturfagenes forberedende rolle – især blandt interesseorganisationer og beslutningstagere (fx Europa-Kommissionen, 2004; OECD, 2006). Men også i den danske kontekst fremhæves dette. For eksempel foreslog Busch og Troelsen, at en alment naturfagligt dannet person, blandt andet har kompetencen til ”[a]t kunne vurdere og bidrage til debatter om risici og erkende etiske, moralske og politiske spørgsmål i forbindelse med de handlemuligheder naturvidenskab og teknologi tilbyder, her- under at kunne skelne mellem videnskabelig argumentation og værdimæssige vurderinger i dagsaktuelle socio-videnskabelige problemstillinger” (2003, p. 42). Denne kompetence er også blevet en selvfølgelig del af retorikken i bekendtgørelsen for den danske STX-uddannelse. For eksempel, beskriver STX-bekendtgørelsen, at fysikfaget (alle niveauer) ”giver […] baggrund for at forstå og diskutere naturvidenskabeligt og teknologisk baserede argumenter vedrørende spørgsmål af almen menneskelig eller samfundsmæssig interesse” (Ministeriet for Børn og Undervisning, 2010, Bilag 23-5); på samme måde bidrager biologifaget (alle niveauer) ”til menneskets forståelse af sig selv – som biologisk organisme og som samfundsborger – og giver faglig baggrund for udvikling af ansvarlighed, stillingtagen og handling i forbindelse med aktuelle samfundsforhold med biologisk indhold” (Ministeriet for Børn og Undervisning, 2010, Bilag 12-4); mens ét af kemifagets formål (alle niveauer) er at sætte elever ”i stand til at forholde sig reflekterende og ansvarligt til aktuelle problemstillinger med naturvidenskabeligt indhold” (Ministeriet for Børn og Undervisning, 2010, Bilag 30-2). Læg mærke til at talen i alle de ovenstående udsagn falder på samfundsmæssige problemstillinger (eller spørgsmål, eller forhold), der relaterer sig til noget naturfagligt. I den danske fagdidaktiske forskningstradition har der kun i mindre grad været fokus på sådanne problemstillinger – endsige på deres plads og rolle i undervisningen. En væsentlig undtagelse er dog ”Science con Sensus”-projektet (Busch, Busch, & Levy, 2005). Blandt danske naturfagsdidaktikere foreligger der derfor ikke en alment brugt samlebetegnelse for sådanne problemstillinger. I snart 10 år har forskere, undervisere og politikere – især i Nordamerika (Sadler & Zeidler, 2003), i Storbritannien (Levinson, 2004), på det europæiske kontinent (Albe, 2007) i Australien (V. Dawson & Venville, 2008), og i Norge (Kolstø, et al., 2006) – konsistent brugt termen ’socio-scientific issues’. ’Socio-scientific issues’ er problemstillinger (’issues’), som på den ene side er samfundsmæssige (heraf ’socio’) – i den forstand, at der er tale om sociale, politiske og/eller etiske problemstillinger – men som på den anden side har en teknisk eller begrebsmæssig basis i naturvidenskaben (heraf ’scientific’) (Sadler & Zeidler, 2003). For at følge ordlyden fra den eksisterende danske litteratur anvendes her termen sociovidenskabelige problemstillinger – og det paradigmeeksempel på en sådan problemstilling, der arbejdes med i denne artikel, er spørgsmålet, om hvorvidt (og i hvilken grad) genterapi på mennesker skal tillades. Som det vil fremgå var deltagerne i dette studie, på den ene side, stedvist i stand til at trække på naturfagene i processerne om at identificere og sætte ord på problemstillinger, som de mente var relevante i løbet af diskussionen om menneskelig genterapi. Denne brug af det naturfaglige gjorde deltagerne i stand til at etablere en del faktuel baggrund for deres socio-videnskabelige beslutningstagen. I disse cases blev et konkret naturfagligt indhold – så som det faktum at genterapi på kønsceller har en arvelig effekt – brugt til at signalere til diskussionspartnerne at dette fænomen (genterapi på kønsceller) potentielt kunne være genstand for en moralsk diskussion. Specielt i de tilfælde hvor det naturfaglige i sig selv blev genstand for en underdiskussion, var der antræk til at naturfagligt indhold spillede en rolle med hensyn til at udpege og afgrænse en række af mulige problemstillinger som gruppens deltagere med rette skulle forholde sig til i deres overordnede diskussion om menneskelig genterapi. Det er nærliggende at mene, at den kritiske kvalitet af socio-videnskabelige diskussioner styrkes gennem en sådan brug af naturfagligt indhold. På den anden side blev naturfagligt indhold typisk brugt til at gøre mere end at informere beslutningsgrundlaget. Deltagerne var i stand til at bruge naturfagligt indhold selektivt og på raffinerede måder, der var gunstigt for deres egen argumentation. Deltagerne kunne overtage et givet naturfagligt indhold for at hytte deres eget argumentationsmæssige skind. Det er muligt at udpensle, hvordan denne strategi virker: Ved at bruge naturfagligt indhold kunne deltagerne (i) rammesætte den verserende problemstilling på en måde, der var gunstig for deres eget standpunkt; (ii) få det til at se ud som om, at denne rammesætning har mandat i naturvidenskaben (det vil sige, at denne rammesætning af problemstillingen, faktuelt set, er den korrekte rammesætning); (iii) få det til at se ud som om, at der er et klart (faktuelt givet) svar til den rammesatte problemstilling (nemlig deres eget standpunkt); og dermed (iv) præsentere deres (potentielle) opponenter for en forøget bevisbyrde – en bevisbyrde der tilsyneladende er uoverkommelig, fordi det tilsyneladende ville indebære at ’gå i mod’ fakta’. Brugen af overtagelsesstrategier kan have en uheldig indflydelse på kvaliteten af en beslutningsproces. I dette studie fremgår det tydeligt, at når deltagerne brugte denne type strategi, lykkedes det dem at skygge over, at det er vigtigt at diskutere, hvilke kriterier skal lægge til grund for beslutningsprocessen. Der vil altid være en eller anden form for rammesætning i sådanne diskussioner (Lakoff, 2004). Men netop derfor er det vigtigt, at man er bevidst om, at en given rammesætning er et valg, og at man diskuterer, hvordan en problemstilling skal rammesættes.