Dansk Resume Vi sætter i Danmark større og større lid til, at problemer i den offentlige sektor og i velfærdsstaten mere generelt kan løses gennem mere ledelse. Det har været en bevægelse, der har stået på gennem længere tid. Dogmet synes at være, at ledelse producerer mere styring og kvalitet. Særligt har der de sidste år været fokus på, hvordan de enkelte velfærdsinstitutioner såsom hospitaler, plejehjem og skoler kunne opbygge ledelseskapacitet. Det har sat en særegen problematik: hvordan kan man oppefra skabe ledelseskapacitet nedefra? Denne afhandling handler om, hvordan danske kommuner igennem de sidste 40 år har udviklet nye forestillinger om forholdet mellem kommune og skole og langsomt tildelt den enkelte skole organisatorisk selvstændighed og opbygget forventninger til dens selvledelse. Mit fokus i afhandlingen er således forholdet kommune/skole, men jeg ser samtidigt dette forhold som symptomatisk på en bevægelse, der gør sig gældende flere steder i vores velfærdsstat. I den forstand handler afhandlingen ikke blot om skolen, men mere generelt om tilblivelse af nye betingelser for velfærdsledelse. Det er mit ærinde med folkeskolen som eksemplarisk felt at bidrage til en samtidsdiagnose om opkomsten af velfærdsledelse. I den offentlige debat efterspørges konstant mere ledelse i folkeskolerne, og det er også hvad kommunerne har bestræbt sig på at levere igennem en del år. Alligevel handler denne afhandling ikke simpelt om en bevægelse hen imod mere ledelse. Mere ledelse er ikke en simpel problematik: For det første involverer kommunernes satsning på, at skolen skal blive en selvstændig enhed, der leder sig selv et uløseligt paradoks: Hvordan kan man i et hierarki tildele en underordnet institution selvstændighed? Hvordan kan man på én gang kommunikere ”gør som jeg siger og vær selvstændig”? For det andet er det vanskeligt at påpege et behov for mere ledelse uden samtidig at beskrive ustyrlige elementer, der har brug for mere ledelse for at blive optimeret. Hvis man ikke kan pege på ustyrlighed, hvordan kan mere ledelse så være den oplagte løsning? Hyper-sensitivitet overfor kaos og disorganisering vil dermed altid være en del af det at pege på mere ledelse. For det tredje er ambitionen i dag ikke blot at skabe den selvledende skole, men også den innovative skole. Skoler anråbes til at skabe sig selv som fleksible organisationer, så elever kan iagttages som individuelle og med individuelle læringsstile. Skolen skal skabe rammen for uforudsigelige, unikke og selv organiserende læreprocesser. Et tredje paradoks dukker dermed op. Hvordan kan man styre skolen til at lede sig selv mere uden at styre den til at ødelægge ikke led-bare læreprocesser? Med denne afhandling undersøger jeg, hvordan der siden 1970 er skabt betingelser for kommunal ledelse af skoleledelse, og hvordan disse betingelser samtidighed skaber en masse nye paradokser og modsætninger, der tilsammen bevirker, at det ikke nødvendigvis er sådan, at satsning på ledelse indebærer, at der faktisk er mere styr på skolen. Jeg vil tværtimod vise, hvordan der er forskellige styringstragikker bygget ind i de forskellige ledelsesformer, og hvordan disse tragikker hele skubber på nye ledelsesreformer, der blot forøger ustyrligheden. Afhandlingen opstiller og anvender en palet af forskellige teorier om støj fra teorier så forskellige som informations teori, teoretisk biologi, kybernetik, system teori, litteraturstudier og filosofi. Jeg undersøger, hvordan skoler over tid har været anråbt til at blive selvledende ved at betragte sig selv med hjælp af en forskel mellem orden og støj. Netop ved at blive til både noget ordnet og noget støjende kan skolen opdage sig selv som relationer mellem ledende og ledet. For at blive selvledende, må skolen altså producere støj og uorden. Afhandlingen følger, hvordan det over tid og særligt i dag har skabt helt særlige problemer for skolernes selvledelse.