Formålet med denne afhandling er at belyse hvad der foregår i dansktimerne i det almene gymnasium og hf når lærer og elever sammen fortolker skønlitterære tekster. I kraft af sin udbredelse og hyppighed har denne aktivitet fået noget næsten naturligt og uomgængeligt over sig. Alle ved hvad der er tale om – analyse og fortolkning - men få har tydelige begreber om hvad der egentlig sker og hvilket udbytte eleverne har af undervisningen. Det kan derfor også blive vanskeligt at legitimere at der skal bruges så meget tid på analyse og fortolkning af litterære tekster i de gymnasiale uddannelser som det er tilfældet. Når meget få læser skønlitteratur uden for skolen, når der stilles krav om at større og større dele af befolkningen skal beherske andre former for sprog på et højt niveau og når det bliver tydeligt at mange ikke kan leve op til dette krav, så er det nærliggende at slutte at danskundervisningen bør lægges om, sådan at beskæftigelsen med litteratur nedtones og en mere funktionel sprogbeherskelse optones. I det lys kan litteraturundervisningen fremstå som en noget luksuspræget overflødighed. Men inden man drager forhastede slutninger, er der grund til at se nærmere på sagen. Kan det tænkes, og måske endda dokumenteres, at den litterære del af danskundervisningen ikke er en luksus, men at den har et måske noget upåagtet funktionelt potentiale? Afhandlingens hypotese er at dette spørgsmål kan besvares bekræftende. Disse overvejelser kan udmøntes i to forskningsspørgsmål: 1. Hvordan bliver fortolkningen af den skønlitterære tekst til i gymnasiets dansktimer? 2. Hvad lærer eleverne af at gennemføre fortolkninger af litterære tekster?