Hvordan bliver man klogere på verden? I denne sammenhæng taler jeg ikke om hele verden, men om den verden, der har været i centrum for Erik Dambergs professionelle liv, og som jeg har været en del af siden efteråret 2000. Altså pædagogikum. Og jeg taler ikke om alting i forbindelse med pædagogikum, men om kandidaternes skriveopgaver til kurserne og om prøven i teoretisk pædagogikum (ofte blot kaldet teopæd-opgaven). Mit særlige fokus er den fagdidaktiske udfordring. Det har altid været centralt for Erik, hvordan kandidaterne i teopæd-opgaven kan reflektere deres undervisningspraksis med udgangspunkt i relevant teori og med henblik på pædagogisk og didaktisk udvikling. Erik har altid peget på, at denne refleksion både skal være almendidaktisk og fagdidaktisk. Stof og begreber fra både de almendidaktiske kurser og de fagdidaktiske kurser skal sættes i arbejde, når kandidaten reflekterer over et undervisningsforløb fra sin praksis på skolen. Og da der skulle skrives ny studieordning for teoretisk pædagogikum i 2014, købte Erik straks ideen om, at kandidaterne på det første kursus – almendidaktik 1 – skal præsenteres for og diskutere et alment fagdidaktisk begrebsapparat, som er komplementært med og kan komme i dialog med det almen- didaktiske begrebsapparat. Kandidaterne kan tage dette dobbelte begrebsapparat med sig til praksis på skolen, til de fagdidaktiske kurser og til teopæd-opgaven. Og det er vigtigt. Så længe jeg kan huske tilbage (og i denne forbindelse går min hukommelse tilbage til foråret 2001), har det været et tema på censormøderne, at det fag- didaktiske ikke har været godt nok integreret i teopæd-opgaverne. Problemet har som sagt haft Eriks bevågenhed, og han har gentagne gange sagt, at det var noget, jeg måtte overveje nærmere. Så det har jeg sat mig for at gøre i denne artikel.