Denne artikel sætter fokus på, hvordan vi mennesker afprøver forskellige muligheder for selvpræsentationer. Selvpræsentationerne tager form af midlertidige, virtuelle kroppe – forstået som en mulig krop for en tid. Afsættet for udforskning af det virtuelle fænomen er, at digital teknologi nok eksponerer, men ikke er afgørende for realiseringen af den virtuelle krop, idet denne krop skaber en social billedfortælling på tværs af traditionelle grænser mellem fysiske og digitaliserede kommunikationsrum, ligesom den overskrider områdegrænser for medier, kunst og uddannelse. Den virtuelle krop formes gennem gestikker, ritualiseringer og attributter – og det sammen med andre virtuelle kroppe. Herved etableres nye platforme for sociale praktikker og betydningsdannelse og nye platforme for udvikling af faglige, kreative, innovative og sociale kompetencer.